Bygningsfysikdag samlede Skandinavien til diskussioner om træ og beton i fremtidens byggeri

Bygningsfysikdag samlede Skandinavien til diskussioner om træ og beton i fremtidens byggeri

Fik du ikke billet til årets Bygningsfysikdag, så får du her nogle af de vigtigste pointer fra den mest velbesøgte bygningsfysikdag nogensinde. Årets konference blev afholdt digitalt og tiltrak ikke kun deltagere fra hele Danmark, men også fra Grønland, Færøerne, Island, Sverige og Norge. Et tydeligt tegn på at interessen er stor, når diskussionen falder på træ og beton i fremtidens byggerier.

Onsdag den 5. maj afholdt BUILD for sjette gang Bygningsfysikdag 2021 i samarbejde med BYG-ERFA, IDA Bygningsfysik og med H+H som årets sponsor. Temaet i år var de bygningsfysiske egenskaber ved træ og beton. Et tema, som fylder meget i byggeriet i disse år. Bæredygtighed er et andet vigtigt emne i disse år, om det sagde Ruut Peuhkuri, BUILD, som var tovholder på dagen i sin indledning:

-”Vi har alle et ønske om at bygge bæredygtigt. Men ofte havner branchen i det gode gamle slagsmål om: Er det mere bæredygtigt at bygge med træ og halm end med tegl og beton? I stedet for denne store og komplekse diskussion fokuserer konferencen på det bygningsfysiske. Hvordan vælges de rette materialer til det rette brug, og hvilke udfordringer og muligheder er der ved at bruge det ene eller andet materiale.”

På grund af Corona måtte vi igen i år holde arrangementet online, men selvom vi måtte undvære at networke, førte dette format også noget godt med sig. I år var der over 170 tilmeldte – hvilket er rekord. Og der var endda også deltagere fra Grønland, Færøerne, Island, Sverige og Norge. Onlineformatet formår således at række længere ud rent geografisk. Trods det håber vi selvfølgelig, at vi igen kan mødes fysisk, når den næste Bygningsfysikdag løber af stablen den 4. maj 2022. Vi vil dog også undersøge om, det kan kombineres med en onlinetransmission, da det har vist sig at være en god måde, at nå ud til flere på.

Vis vand væk

Den gammel og kendte sætning: Vis vand væk, vand volder vanskeligheder er baggrunden for meget af det forskere såvel som praktikere talte om på dagen. Der var således et indlæg om, hvordan NCC i øjeblikket bygger en skole under den hidtil største totaloverdækning i Danmark nogensinde. Det sker på Amager, og den store gevinst ved denne metode er at materialerne og konstruktionerne holdes tørre under hele byggeprocessen. Dette betyder også, at bygningen kan opføres fra neden og op. Selvom man på en almindelig byggeplads prioritere at få lagt tag på hurtigst muligt, ender det alligevel ofte med, at byggematerialerne og det halvfærdige hus står ubeskyttet under åben himmel og derfor kan ende med at blive meget våde. Konsekvenserne er betydelig skimmelrisiko og omkostninger og tid til udtørring.

Indlægsholderne kom især godt rundt om emnet træ. Her er tre vigtige udsagn fra dagen:

  • Træ kan holde i mange hundrede år, hvis det holdes tørt. (Mikael Koch, Træinformation). I den forbindelse er konstruktiv træbeskyttelse, hvor man tænker nøje over detaljerne og arbejder med udhæng, drypnæser, overfladebehandlinger og inddækninger helt afgørende
  • Hold træ tørt, selvom det bliver vådt. (Emil Engelund Thybring, Københavns Universitet). Dette lyder umuligt, men er rent faktisk tankegangen bag nogle af de moderne principper, hvor man går ind og modificerer træet, så træets egenskaber ændres. Ved at modificere træet sænker man sorptionsisotermen for træ, så det ikke kan optage så meget vand og dermed bliver mere modstandsdygtig overfor biologisk nedbrydning.
  • Vælg materialer med omhu. (Carsten Rode, DTU og Kim Wittchen, BUILD m.fl.). Og brug af de rette materialer til det rette sted. Udfordringen er, at vi skal kende materialernes egenskaber og det miljø, vi placerer dem i, samt udnytte denne viden aktivt i designprocessen.

Det sidste udsagn gælder alle materialer, også beton, puds og murværk. Dagen bød også på et indlæg om, hvor svært det er at måle fugtindholdet i beton, EPS-beton og pudslag. Det viser sig, at det er af afgørende betydning, hvordan og hvor stort prøvehullet bores. (Tommy Jacobsen, Teknologisk Institut).

Vælg materialer med lang levetid og genbrug dem

Lasse Lind fra 3XN/GXN sluttede dagen af med et indlæg om, hvordan tegnestuen arbejder med cirkulære materialer i praksis. Han viste bl.a. projektet Ressourceblokken, som undersøger, hvordan ressourcer fra 60'ernes og 70’ernes boliger kan upcycles i fremtidigt byggeri. Som følge af parallelsamfundspakken står flere boligblokke til nedrivning i de kommende ti år. Spørgsmålet er derfor, kan der bygges nye huse af de elementer og materialer der rives ned, så de ikke kasseres, men genanvendes? Rent praktisk kan det godt lade sig gøre, spørgsmålet er om det også er økonomisk bæredygtigt. Det vil de kommende år vise.

BUILD vil gerne rette en tak til indlægsholderne, deltagerne i programkomiteen, BYG-ERFA og IDA Bygningsfysik for at gøre konferencen mulig.  Derudover vil vi gerne takke årets sponsor: H+H Partners in Wall Building.

Logoer

 

På gensyn den 4. maj 2022

 

 

Foto: Studiet på Aalborg Universitet i København, hvorfra Bygningsfysikdagen blev transmitteret ud til 170 deltagere i hele Norden. Foto: Birgitte Christiansen.

Tilbage til