Forskere fra BUILD vinder pris for Best Paper 2019

Forskere fra BUILD vinder pris for Best Paper 2019

Michael Havbro Faber, professor på instituttet BUILD på AAU, har sammen med AAU-fagfællerne Linda Nielsen, Sebastian Tølbøll Glavind og Jianjun Qin modtaget ’Civil Engineering and Environmental Systems Best Paper Award for 2019’. Det er første gang, at prisen uddeles.

Artiklen “Faith and fakes – dealing with critical information in decision analysis” handler om den udfordring, vi står over for, når vi skal træffe beslutninger på basis af oplysninger, som kan være misvisende, irrelevante, fejlagtige eller endda ’fake news’. Tænk f.eks. på en bro, der er styrtet sammen på grund af et jordskælv: Måske viser den efterfølgende undersøgelse, at årsagen slet ikke var jordskælvet, men en tidligere overbelastning. Dermed står vi uden viden om, hvordan jordskælv påvirker broer, og har kun irrelevant information til rådighed for forebyggelsesprocessen.

Med henblik på sådanne situationer viser artiklen, hvordan man kan udfærdige en række scenarier, som kan danne afsæt for såkaldte ’beslutningstræer’. Denne tilvækst i information kan anvendes til at reducere usikkerhed i beslutningsprocessen som helhed.

- Det er altid en god oplevelse at blive anerkendt for det arbejde, vi brænder for, og i dette tilfælde måske endda lidt mere, da de ideer og perspektiver, der er indeholdt i artiklen, stikker noget dybere og er betydeligt mere vidtrækkende end mainstream-forskningen på området, siger professor Michael Havbro Faber, BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø.

Læs artiklen og læs mere om begrundelsen for pristildelingen her:

https://think.taylorandfrancis.com/journal-prize-civil-engineering-and-environmental-systems-best-paper-award/

 

Tilbage til