Nyt forskningsprojekt skal undersøge, om halm, hør og tang kan blive fremtidens byggematerialer

Nyt forskningsprojekt skal undersøge, om halm, hør og tang kan blive fremtidens byggematerialer

En kommende Grønbog skal nu undersøge potentialerne i at bruge såkaldte biogene materialer fra dansk jord i fremtidens byggeri. Forskningsprojektet ledes af Instituttet BUILD ved Aalborg Universitet med støtte fra Realdania.

Når vi ser på det store klimaregnskab i verden, så er byggeri en stor og ressourcekrævende synder. Samtidig er mange byggematerialer ikke genanvendelige, og ressourcerne, der bruges på at udvikle dem, er enorme. Derfor er det afgørende, at vi finder nye veje. Torben Valdbjørn, seniorforsker på BUILD.

Læs artikel i Byrumsmonitor "Ålegræs, hamp og muslingeskaller: Build og Det Kongelige Akademi skal lære Danmark at dyrke flere biogene byggematerialer". 

Hvert et strå skal vendes, hvis Danmark skal nå FN’s klimamål og nedbringe udledningen af CO2. Især når det kommer til byggebranchen, som – globalt set – står for op mod 40 procent af udledningen af drivhusgasser.

Og måske er det netop strå, der kan være en del af løsningen. Eller siv, tang, hør og træ. Det skal et hold af danske forskere fra Instituttet BUILD ved Aalborg Universitet nu undersøge sammen med kolleger fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Det Kgl. Akademi – Arkitektskolen, videncenteret Træinformation og brancheforeningerne Dansk Skovforening og Træ- og møbelindustrien.

For et af svarene på klimaudfordringerne – og et middel til at opnå et mere bæredygtigt byggeri – kan være såkaldte biogene byggematerialer som halm, tang, hør og træ. Forskningsprojekt skal derfor undersøge, hvilke biogene materialer der rent faktisk kan benyttes i forbindelse med byggeri, hvordan de bruges mest optimalt i byggebranchen, og hvordan de vil kunne produceres i tilstrækkelige store mængder her i Danmark. 

 

Branchen skal kende fremtiden bæredygtige produkter


Forskningsprojektet skal munde ud i en Grønbog, der med ny viden på området vil kunne skubbe til den grønne omstilling i byggebranchen, så hele værdikæden inden for både genanvendelse og produktion af nye, biogene materialer kommer i spil.

”Der er meget fokus på træ i byggeriet, men træ er ikke den eneste vej, vi kan gå for at opnå et mere bæredygtigt byggeri. Byggebranchen har brug for konkret viden om, hvad morgendagens bæredygtige byggeprodukter er. Vi vil med vores forskningsprojekt hjælpe branchen med at kunne gentænke måden, man bygger på og skabe et massivt fokus på de byggetekniske og arkitektoniske potentialer, som naturens egne fornybare materialer tilbyder,” siger seniorforsker og ph.d. Torben Valdbjørn Rasmussen fra instituttet BUILD på Aalborg Universitet.

 

Afgørende at finde nye veje


Biogene materialer kan være etårig biomasse som eksempelvis hør og flerårig biomasse så som træ. Det kan også være akvatiske ressourcer som eksempelvis siv og tang. De biogene materialer binder kulstof i væksten og er dermed naturligt med til at høste CO2 fra atmosfæren. Projektet skal også se på andre fornybare ressourcer som fx muslingeskaller.

”Når vi ser på det store klimaregnskab i verden, så er byggeri en stor og ressourcekrævende synder. Samtidig er mange byggematerialer ikke genanvendelige, og ressourcerne, der bruges på at udvikle dem, er enorme. Derfor er det afgørende, at vi finder nye veje. En af dem kan være skrue ned for mængden af klimaskadelige byggevarer, der fragtes hele kloden rundt, og i stedet skrue op for brugen af materialer, som potentielt kan gro i vores egen baghave,” siger Stig Hessellund, projektleder i den filantropiske forening Realdania.

 

Baggrund


Sidste år stod seniorforsker Torben V. Rasmussen fra instituttet BUILD bag en forskningsrapport ”Anvendelse af træ i byggeriet”. Rapporten samlede eksisterende viden om træbyggeri og estimerede potentialet for at øge brugen af træ i byggeriet for at fremme den bæredygtige omstilling af byggebranchen. Grønbogen om biogene materialers anvendelse i byggeriet kommer i forlængelse af rapporten og tager således skridtet videre med et endnu bredere perspektiv på, hvilke andre biogene materialer byggebranchen vil kunne benytte i fremtidens byggeri. 

 

Læs rapporten her  

Foto: En letvægtsplade af krydsfiner og en kerne af strå.

 

Kontaktoplysninger

Torben V. Rasmussen

Seniorforsker Instituttet BUILD på Aalborg Universitet

Fastnet: 9940 2272

Mobil: 2360 5697

E-mail: tvr@build.aau.dk

 

Stig Hessellund

Projektleder, Realdania

Mobil: 30996005

E-mail: she@realdania.dk

 

Tilbage til