Spring til indhold
build.aau.dk

Nyhed

Byggeriets tværfaglige samarbejde skal grundlægges i uddannelserne

Lagt online: 23.04.2025

Forsinkelser, fordyrelser og ressourcespild. Det er nogle af de velkendte konsekvenser, når faglighederne på en byggeplads ikke samarbejder velsmurt på tværs af fag. Nu fremlægger ny rapport konkrete undervisningsmoduler og samarbejdsmodeller, som kan uddanne branchens medarbejdere til samarbejdet.

Nyhed

Byggeriets tværfaglige samarbejde skal grundlægges i uddannelserne

Lagt online: 23.04.2025

Forsinkelser, fordyrelser og ressourcespild. Det er nogle af de velkendte konsekvenser, når faglighederne på en byggeplads ikke samarbejder velsmurt på tværs af fag. Nu fremlægger ny rapport konkrete undervisningsmoduler og samarbejdsmodeller, som kan uddanne branchens medarbejdere til samarbejdet.

Af David Graff, AAU Kommunikation og Public Affairs

Det er ikke noget nyt, at tværfagligt samarbejde er en nødvendighed for, at byggeprojekter kører efter planen.

”Desværre er det tværfaglige samarbejde historisk set blevet overskygget af andre behov, muligheder og samfundsdagsordner, så der er kun blevet arbejdet periodisk og sporadisk med det”, siger seniorforsker Niels Haldor Bertelsen fra BUILD- Institut for By, Byggeri og Miljø. 

Sammen med kollegaen Haseebullah Wahedi står han bag rapporten Tværfagligt samarbejde og læring. Udvikling af fem undervisningsmoduler indenfor byudvikling og byggeprocesser, der giver bud på, hvordan det tværfaglige samarbejde og læringen kan styrkes.

”Gennem fem undervisningsmoduler og konkrete eksempler forklarer vi i rapporten, hvordan man kan komme i gang med tværfaglighed og læring på fem konkrete faglige områder”, forklarer Niels Haldor Bertelsen.

Byggeriets uddannelser skal stå sammen
En bærende indsigt i rapporten er, at faglig specialisering ikke må bremse tværgående samarbejde og læring. 

”Byggeriets udvikling har hidtil primært været drevet af industriel produktion, præfabrikation og faglig specialisering, og i de senest år har ønsket om bedre produktivitet, digitale løsninger og et bæredygtigt byggeri også presset på. Til sammen kalder det på samarbejde, men det har desværre ikke bundfældet sig i uddannelserne”, siger han.

Uddannelsessystemet har ifølge Niels Haldor Bertelsen hidtil haft vanskeligt ved at understøtte et tværfagligt samarbejde og læring i praksis i byggeriet, blandt andet fordi praksis- og teoriuddannelserne er blevet mindre sammenhængende i dag i forhold til tidligere. Det gør, at man i dag ikke kan forvente, at aktørerne har en grundlæggende tværfaglig forståelse fra både praksis og uddannelse. 

Derfor er det også en pointe i sig selv, at projektet, som rapporten bygger på, har samlet vidt forskellige aktører, nemlig foruden Aalborg Universitet BUILD, BLOXHUB, Syddansk Universitet, Roskilde Universitet, Mediationsinstituttet, UCN Professionshøjskolen, Det Kongelige Akademi for Arkitektur, Erhvervsuddannelsen EUC Nord og Byggeriets Uddannelser. 

”Byggeriets udvikling har hidtil primært været drevet af industriel produktion, præfabrikation og faglig specialisering, og i de senest år har ønsket om bedre produktivitet, digitale løsninger og et bæredygtigt byggeri også presset på. Til sammen kalder det på samarbejde, men det har desværre ikke bundfældet sig i uddannelserne.”

Niels Haldor Bertelsen, seniorforsker, BUILD - Institut for By, Byggeri og Miljø

Fem tværfaglige moduler ligger klar
Formålet med samarbejdet var at udvikle tværfaglige moduler, som kan øge tværfagligheden i byggeriet og dermed sikre bedre og mere bæredygtige byggeprojekter i fremtiden. Modulerne kan inspirere til tværfaglige samarbejde og læring i byggebranchens praksis fremad.

  • Modul I og II er udviklet og gennemført af SDU og RUC og fokuserer på byplanudvikling, klimarobusthed og livskvalitet i byområder.
  • Modul III er planlagt af Mediationsinstituttet og drejer sig om konfliktløsning og forebyggelse. Modulet blev ikke gennemført som praktisk undervisning på grund af corona-nedlukningen.
  • Modul IV og V, som er udviklet og gennemført af AAU BUILD Aalborg og UCN, retter fokus mod digitalisering af bygningsdele og renovering af bygninger.

Rapporten beskriver desuden et sæt tværfaglige modeller, der skal understøtte de nye moduler i tværfaglig uddannelse og læring samt bedre byggepraksis, ligesom den rummer ti forslag til videreudvikling af tværfaglig uddannelse og træning.

Udviklingen af de tværfaglige moduler og læringsforløb er støttet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond. Arbejdet blev afsluttet i 2024.

Læs rapporten her: Tværfagligt samarbejde og læring: Udvikling af fem undervisningsmoduler indenfor byudvikling og byggeprocesser 

Kontakt

Niels Haldor Bertelsen, seniorforsker, BUILD, Aalborg Universitet – nhb@proin.dk,  tlf.: 51781602

Haseebullah Wahedi, projektkoordinator, BUILD, Aalborg Universitet – haw@build.aau.dk, tlf.: 99402293