Nyhed
Debat: De nye klimakrav ændrer spillet
Lagt online: 06.01.2026

Nyhed
Debat: De nye klimakrav ændrer spillet
Lagt online: 06.01.2026

Debat: De nye klimakrav ændrer spillet
Nyhed
Lagt online: 06.01.2026

Nyhed
Lagt online: 06.01.2026

Af Harpa Birgisdóttir
Foto: Jens Hasse / Chili og Colourbox
Den 1. juli 2025 trådte nye klimakrav i dansk byggeri i kraft, og selvom de ofte omtales som endnu et regelsæt, markerer de i virkeligheden begyndelsen på en nødvendig omstilling. Før kravene trådte i kraft, lå omkring 85 procent af alt nybyggeri nemlig over det niveau, der nu er tilladt. Det er et tal, der ikke kan bortforklares: Vi har i årevis bygget for tungt, for stort og med materialer, der langt overstiger det klimabelastningsniveau, vi kan forsvare.
Klimabelastningen i nybyggeri skal nu holdes mellem 4 og 8 kg CO2 pr. kvadratmeter per år med et gennemsnit på 7,1 kg. Det nye niveau er ikke en garanti for, at vi opfylder Parisaftalen, men det er et vigtigt første skridt på vejen og viser retningen mod en mere klimaneutral byggesektor. Det er det nye grundlag, som rådgivere, entreprenører, bygherrer og producenter skal arbejde ud fra, og det ændrer hele tilgangen til at designe og planlægge byggeri.
De nye krav kan opleves som begrænsninger, men i praksis fungerer de som et styringsværktøj, der flytter branchen mod et bæredygtigt lavemissionsbyggeri. Hvis dansk byggeri skal tage ansvar for klimaet, er der ingen vej udenom. Omstillingen skal ske nu – og jo tidligere vi handler, desto bedre.

Nøglen til succes ligger tidligt i processen og kræver helt andre prioriteringer, end branchen har været vant til: Mere kompakte bygninger, færre kvadratmeter og materialer valgt med præcision frem for tradition. Klimabelastningen ligger især i fundament, terrændæk, ydervægge og tag, hvor geometri og volumen gør en mærkbar forskel: Et hus i to etager frem for ét kan reducere både materialeforbrug og klimapåvirkning, og flere boligtyper end enfamiliehuset må bringes i spil for at sænke belastningen fra klimaskærmen.
Materialevalget skal også gentænkes, så materialerne vælges med fokus på funktion, æstetik og CO2, og lavemissionsmulighederne udnyttes bedst muligt.
Omstillingen kræver desuden nye arbejdsformer: Klimadokumentation og livscyklusvurderinger skal flyttes fra vedhæftede bilag til styringsværktøjer; udbud skal stille klare krav til dokumentation og CO2-performance; og samarbejdet mellem bygherrer, rådgivere og leverandører skal starte tidligere og være databaseret.
For nogle vil de nye krav kræve en reel transformation, mens andre allerede har taget de første skridt. Men én ting er sikkert: Vi kan ikke længere bygge, som vi altid har gjort, for fremtiden kræver, at vi tænker og handler anderledes.
Debatindlægget er bragt i tillægget Byudvikling, byggeri og ejendomme, som fulgte med Børsen den 10. december 2025.