Spring til indhold
build.aau.dk

Nyhed

Flex­boliger i Lol­land Kom­mune ska­ber vær­di for lokal­samfund­et

Lagt online: 22.03.2024

Lolland Kommunes flexboliger benyttes både flittigt og forskelligt og bidrager generelt positivt til områdets lokalsamfund. Det viser en ny undersøgelse fra Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD) på Aalborg Universitet.

Nyhed

Flex­boliger i Lol­land Kom­mune ska­ber vær­di for lokal­samfund­et

Lagt online: 22.03.2024

Lolland Kommunes flexboliger benyttes både flittigt og forskelligt og bidrager generelt positivt til områdets lokalsamfund. Det viser en ny undersøgelse fra Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD) på Aalborg Universitet.

Af Thomas Møller Christensen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Lolland Kommune

Natur, rimelige boligpriser og en følelse af lokalt tilhørsforhold spiller en afgørende rolle for beslutningen om at investere i en flexbolig i Lolland Kommune.

I en ny undersøgelse, som Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD) på Aalborg Universitet har udført i samarbejde med Lolland Kommune, bliver flexbolig-ordningen belyst fra flere vinkler. Resultaterne vidner om en yderst populær ordning, som bruges med forskellige formål.

”Undersøgelsen har vist, at flexboliger i Lolland Kommune i høj grad bliver købt med henblik på at blive brugt som fritidshuse. Men mange vælger også at bruge ordningen som en mulighed for at lære området at kende og prøve af, om man har lyst til at bo der permanent, før man vælger at rykke teltpælene op”, fortæller Jesper Ole Jensen, der er seniorforsker på BUILD og en af rapportens forfattere.

Hele 93 procent af alle flexboligejerne har valgt at renovere og forbedre boligen, siden de overtog den. På den måde bidrager de til omsætningen i de lokale butikker og hos de lokale håndværkere.

Jesper Ole Jensen, seniorforsker på BUILD

I perioden fra 2013 til 2023 har Lolland Kommune udstedt mere end 700 tilladelser til flexboliger.

”Det er i vidt omfang naturen, ønsket om ro, attraktive boligpriser, muligheder for udlejning og en lokal tilknytning til området, der er afgørende for, at man vælger at købe en flexbolig i Lolland Kommune”, forklarer Helle Nørgaard, der er seniorforsker på BUILD og medforfatter på rapporten.

Hvad er en flexbolig?

En flexbolig er et helårshus, som kan anvendes som sommerhus, fritidshus eller et ekstra hjem. Der er hverken bopælspligt eller restriktioner for boligens brug gennem året. Man kan benytte huset lige så meget, som man vil.  

Boligen skal godkendes som flexbolig af kommunen.

Vil man flytte permanent ind i en flexbolig, kan man når som helst opsige flexbolig-tilladelsen.

Læs mere om flexboliger på www.flexbolig.nu .

En del af lokalsamfundet

Ifølge undersøgelsen tilbringer næsten halvdelen af flexboligejerne mellem to og seks måneder om året i deres bolig. Og langt de fleste tager ivrigt fat på at give deres bolig et ansigtsløft med hammer og søm.

”Hele 93 procent af alle flexboligejerne har valgt at renovere og forbedre boligen, siden de overtog den. På den måde bidrager de til omsætningen i de lokale butikker og hos de lokale håndværkere”, fortæller Jesper Ole Jensen.

Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen, glæder sig over den betydelige interesse for flexboliger og værdsætter flexboligejernes aktive engagement i lokalsamfundet.

”Størstedelen giver udtryk for, at de føler sig velkomne og beskriver, at naboer og andre er venlige og imødekommende. Det betyder, at mange har stor lyst til at deltage i de lokale aktiviteter og benytte vores lokale spisesteder, håndværkere, strande, sundhedscentre og sportsanlæg. Det er med til at bidrage positivt til vores lokalsamfund.”

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af seniorforskere på BUILD, Jesper Ole Jensen og Helle Nørgaard. Den bygger primært på en skriftlig spørgeskemaundersøgelse, der er udsendt til alle flexboligejere i Lolland Kommune ultimo 2023.

374 ud af 711 flexboligejere har besvaret undersøgelsen, hvilket giver en svarprocent på 53. Respondenterne omfatter både ”almindelige” flexboligejere (340) og flexboligejere, der har valgt at bosætte sig permanent i Lolland Kommune (34).

Undersøgelsen trækker ligeledes på viden fra det igangværende RESPOND-projekt, som BUILD gennemfører i samarbejde med Realdania, hvor et delprojekt har fokus på, hvad corona-nedlukningerne har betydet for fritidsboligmarkedet i Danmark, med særlig fokus på Lolland Kommune.

Kontakt

Relaterede nyheder