
Danmarks Trafikulykker
– en vej til bedre data og øget trafiksikkerhed. Til gavn for os alle.

Velkommen
Hvert år kommer et stort antal borgere til skade i trafikken.
De officielle ulykkestal, som kommer fra politiets registreringer, er kendt for at rumme et betydeligt mørketal. Især ulykker med cyklister og fodgængere underrapporteres.
Dette projekt søger at finde frem til, hvor mange personer der samlet set kommer til skade i trafikken, og hvordan ulykkerne sker. Det endelige formål er at anvende ulykkesinformationen i arbejdet med at øge trafiksikkerheden.
Det gør projektet gennem at etablere en gruppe af personer – en såkaldt kohorte – der hver tredje måned gennem fem år indrapporterer deres egne eventuelle trafikulykker.
Kohorten består af 30.000 danskere. Gennem deres regelmæssige besvarelser vil projektet kunne:
- opregne kohortens ulykker til hvor mange trafikulykker der samlet set sker i Danmark,
- klarlægge udviklingen i antal og type af trafikulykker,
- anvende informationen til at øge trafiksikkerheden i Danmark.
Projektet gennemføres af Trafikforskningsgruppen ved Aalborg Universitet.
Projektet har modtaget støtte fra TrygFonden.
Formål med forskningsprojektet "Danmarks Trafikulykker"
Formålet med projektet "Danmarks Trafikulykker" er at få viden om de trafikulykker, som vi i dag ikke kender til, og dermed forbedre trafiksikkerheden. Projektet indsamler hver tredje måned gennem fem år selvrapporteringer af trafikulykker fra 30.000 borgere.
På den måde opnår projektet et bedre overblik over de trafikulykker, der sker, og hvordan de sker. Med sådan et overblik kan ulykkesforebyggelsen blive mere kvalificeret til gavn for trafiksikkerheden og os alle sammen.
Projektperiode: 01/01/2025 → 31/12/2029
Danmarks Trafikulykker