Spring til indhold.

Nyhed

Danmarks første fælles LCA-værktøj skal styrke grøn om­stilling i byrum og landskaber

Lagt online: 23.10.2025

Et nyt forsknings- og udviklingsprojekt fra BUILD skal for første gang udvikle et nationalt værktøj, der kan beregne både CO2-udledning og -optag i byrum og landskaber. Værktøjet udvikles i samarbejde med SLA og Aaen Engineering og giver landskabsarkitekter, rådgivere, entreprenører og bygherrer et fælles grundlag for at styrke den grønne omstilling i danske byer.

Nyhed

Danmarks første fælles LCA-værktøj skal styrke grøn om­stilling i byrum og landskaber

Lagt online: 23.10.2025

Et nyt forsknings- og udviklingsprojekt fra BUILD skal for første gang udvikle et nationalt værktøj, der kan beregne både CO2-udledning og -optag i byrum og landskaber. Værktøjet udvikles i samarbejde med SLA og Aaen Engineering og giver landskabsarkitekter, rådgivere, entreprenører og bygherrer et fælles grundlag for at styrke den grønne omstilling i danske byer.

Af Thomas Møller Christensen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Jens Hasse/Chili og Colourbox

Hvordan kan vi skabe byer og byrum, der både reducerer CO2-udledning og aktivt lagrer kulstof?

Det spørgsmål er omdrejningspunktet for forsknings- og udviklingsprojektet LCAlandskab, som netop er sat i gang af BUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø, landskabsarkitektfirmaet SLA og rådgivningsvirksomheden Aaen Engineering. Projektet modtager derudover også støtte fra en række fonde og foreninger, blandt andre den filantropiske forening Realdania.

Med LCAlandskab giver vi os selv de bedste forudsætninger for at designe byer, der ikke kun minimerer klimaaftrykket, men også aktivt lagrer CO2 og gør byerne mere modstandsdygtige mod klimaforandringer.

Harpa Birgisdóttir

Professor ved BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø

Et fælles redskab for branchen

LCA er en metode, der dokumenterer klima- og miljøpåvirkninger gennem hele et projekts livscyklus. Metoden er velkendt og i bredt brug i byggebranchen, hvor den allerede anvendes til at vurdere bygningers og infrastrukturprojekters klimaaftryk.

Der findes dog endnu ingen valideret metode til at beregne klimaaftrykket af parker, byrum og grønne anlæg. LCAlandskab bliver derfor det første fælles, open source-værktøj, der samler erfaringer på tværs af branchen.

”Viden er første skridt mod handling. Den grønne omstilling er vores tids vigtigste opgave, og derfor må vi vide, hvad der virker – og hvad der ikke gør. Med LCAlandskab kan vi designe byer, der både minimerer klimaaftrykket og aktivt lagrer CO2, samtidig med at byerne bliver mere modstandsdygtige over for klimaforandringer,” siger Harpa Birgisdóttir, der er professor ved BUILD og en af de ledende kræfter bag udviklingen af LCAbyg, som bruges til at vurdere klimaaftrykket i byggeriet.

Styrket beslutningsgrundlag for byudvikling

LCAlandskab skal hjælpe med at styrke designprocessen, skabe mindre klimabelastende byer og give beslutningstagere et valideret grundlag for deres prioriteringer.

”Vores byer forandres løbende for at imødekomme nye behov. Det gælder ikke kun bygninger og infrastruktur, men også grønne områder og byens fælles rum. Derfor er det afgørende, at beslutninger træffes på et oplyst grundlag – med fokus på hele livscyklussen og langsigtede konsekvenser. Her vil et fælles beregningsværktøj spille en vigtig rolle,” siger Mikkel Suell Henriques, der er projektchef i Realdania.

Diagrammet viser samspillet mellem anlæg, materialer og vegetation, hvor nogle elementer udleder CO2e, mens andre over tid kan bidrage til optag.
Diagrammet viser samspillet mellem anlæg, materialer og vegetation, hvor nogle elementer udleder CO2e, mens andre over tid kan bidrage til optag.
Grafik: BUILD, SLA og Aaen Engineering

Planter får deres eget klimaaftryk

Et stort fokus i LCAlandskab bliver at undersøge klimaaftrykket og CO2-udledningen ved at anlægge byrum og grønne områder. Men værktøjet skal også undersøge bynaturens og landskabets evne til at optage CO2 – et stort, men hidtil underbelyst klimapotentiale.

”Bygge- og anlægsbranchen står for en stor del af Danmarks CO2-udledning, og derfor er det presserende ikke kun at se på bygningernes aftryk, men også på de udledninger, der sker i forbindelse med anlæg af byrum. Alle udledninger tæller,” siger administrerende direktør hos Aaen Engineering, Micki Aaen.

Fakta om projektet

Projektet løber fra september 2025 til september 2027 og gennemføres i samarbejde mellem BUILD, SLA og Aaen Engineering, med deltagelse af bl.a. Teknologisk Institut, Københavns Universitet, Kildedal P/S, Gottlieb Paludan Architects og idverde. Med i projektet er også en følgegruppe, som består af alle de partnere, der har lyst til at følge og bidrage til udviklingen.

Projektet er støttet af Realdania, Grundejernes Investeringsfond og Dreyers Fond samt medfinansieret af partnerne.


Fakta om projektet

  • Titel: LCAlandskab
  • Projektperiode: September 2025 – september 2027
  • Formål: Udvikling af et frit tilgængeligt, nationalt beregningsværktøj til dokumentation af CO2-udledning og -optag i byrums- og landskabsprojekter
  • Hovedpartnere: BUILD, SLA og Aaen Engineering
  • Øvrige partnere: Teknologisk Institut, Københavns Universitet, Kildedal P/S, Gottlieb Paludan Architects og idverde
  • Støtte: Realdania, Grundejernes Investeringsfond, Dreyers Fond samt medfinansiering fra flere projektpartnere

Kontakt

Læs også