Nyhed
Ny Institutleder på Institut for Byggeri, By og Miljø har planetære ambitioner
Lagt online: 25.09.2024

Nyhed
Ny Institutleder på Institut for Byggeri, By og Miljø har planetære ambitioner
Lagt online: 25.09.2024

Ny Institutleder på Institut for Byggeri, By og Miljø har planetære ambitioner
Nyhed
Lagt online: 25.09.2024
Nyhed
Lagt online: 25.09.2024
Af David Graff, AAU Kommunikation og Public Affairs
Dyb indsigt i branchens muligheder og udfordringer kommer sammen med store ambitioner om bæredygtighed til at udstikke kursen for Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD), når Kasper Lynge Jensen sætter sig i chefstolen.
"I over 20 år har jeg i erhvervslivet, på et GTS-institut og på universiteter haft fokus på at lære om, udvikle og forbedre den danske byggebranche og ikke mindst bygninger, der påvirker mennesker og planeten. Byggeriet skal gerne have en positiv, regenerativ indvirkning på begge dele," fortæller instituttets nye leder.
Kasper Lynge Jensen skifter fra en stilling som Chef for Digitalisering og Sunde Bygninger hos Søren Jensen A/S og som lektor ved Institut for Byggeri og Bygningsdesign, Aarhus Universitet. På Aarhus Universitet har han også tidligere været viceinstitutleder og udviklingschef. Han er uddannet fra Danmarks Tekniske Universitet, hvor han tog en ph.d. i beregning af de økonomiske konsekvenser af indeklimaforbedringer.
"Mit udgangspunkt har altid været det ingeniørfaglige, men ingeniøren i mig nyder at samarbejde med andre fag, for eksempel håndværkeren og arkitekten. I dag inkluderer samarbejdet også en masse andre fag såsom psykologi, antropologi, kemi, biologi og økonomi. Det er i det tværfaglige, vi finder løsningerne," forklarer Kasper Lynge Jensen, der desuden fremhæver, at medarbejderne på BUILD kan forvente nærværende ledelse kombineret med en innovativ og ambitiøs tilgang af ham.
Ifølge Thomas Bak, der er konstitueret dekan ved Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, er Kasper Lynge Jensens erfaring med at lede tværfaglige teams, hans store viden og netværk fra flere større forsknings- og udviklingsprojekter, hans resultatorienterede tilgang samt hans stærke strategisk forståelse netop det, BUILD behøver for at fortsætte sin udvikling.
"Kasper overtager et stort ansvar, men jeg er overbevist om, at hans visionære lederskab og engagement vil drive instituttet fremad og forløse dets fulde potentiale. Vi ser frem til at drage fordel af hans solide baggrund inden for bæredygtighed, indeklima og digitalisering og af hans innovative tilgang og dedikation til at konsolidere og videreudvikle BUILD som Danmarks største byggeforskningsinstitut."
Kasper Lynge Jensen har første dag som institutleder d. 1. oktober 2024 med tjenestested i Aalborg. Han er 47 år og bor i Århus sammen med sin kone og to børn.
Kasper Lynge Jensens karriere