BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø
Bliv klogere på indeklima
Et godt indeklima er en vigtig del af et godt undervisningsmiljø. Indeklimaet består af lyd, lys, luft og temperatur, og er bare ét af de fire parametre dårlige, kan det have stor betydning for trivsel, velvære og sundhed. I værste fald kan et dårligt indeklima føre til mindre indlæring og flere sygedage for både elever og lærere. Heldigvis er der mange ting man selv kan gøre for at forbedre indeklimaet.
Nedenfor kan du læse og downloade fire vejledninger om indeklima, som er udgivet af Dansk Center for Undervisningsmiljø. Udover grundlæggende viden om hver af de fire indeklimaparametre lys, lyd, luft og temperatur beskriver vejledningerne, hvilken betydning indeklimaet har for undervisningen i lokalerne, og hvordan elever og studerende påvirkes af indeklimaet. Vejledningerne beskriver også, hvilke lovkrav der er til indeklimaet i undervisningslokaler og giver anbefalinger til, hvordan skolen selv kan arbejde med at sikre et godt indeklima.
Vejledningerne tager udgangspunkt i elever og studerendes ret til et sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt undervisningsmiljø, som undervisningsmiljøloven foreskriver.
