Spring til indhold

Stakeholder fokusgrupper

Ét af forskningsprojektets spor er at undersøge, hvordan forsyning, produktion og regulering på tværs af mad, mobilitet og bolig rammesætter hverdagens forbrug. I en række fokusgrupper bringes aktører fra virksomheder, myndigheder og interesseorganisationer sammen. Her sættes de institutionelle rammer for hverdagens forbrug under lup gennem fælles diskussioner af organisationernes praksisser og professionelle relationer inden for forsyning, produktion og regulering. Formålet er, at blive klogere på de forskellige sektorers forbundethed; hvordan produktionen og forbruget af mad, mobilitet og bolig hænger sammen, og hvordan forsyningssiden kan sætte rammerne for, at vi kan spise, bo og bevæge os bæredygtigt i fremtiden.

På baggrund af empiriske eksempler fra forskningsprojektets to Ph.d.-projekter om unge voksnes hverdagsliv, bringes indsigter om eksisterende forbrugsmønstre i spil i fokusgrupperne. Der bliver skabt rum for refleksion omkring, hvordan forsynings- og produktionssiden understøtter eksisterende hverdagsliv. Desuden vil fokusgrupperne undersøge alternative normer for det gode liv, og hvordan sektorer på tværs af mad, mobilitet og bolig kan samtænkes i at understøtte et bæredygtigt forbrug i fremtiden. Snarere end at levere én færdig løsning er hensigten med fokusgrupperne at bringe forskellige stemmer i spil ved at facilitere en dialog på tværs af siloer og afsøge nye perspektiver og muligheder for produktion og forsyning i fremtidens bæredygtige samfund.

Kontakt: Postdoc Line Kryger Aagaard